Hvis du har været udsat for en personskade, så kan vi hjælpe dig, uanset om du har været ude for en færdselsulykke, arbejdsskade, patientskade, fritidsskade eller andet.

Kontakt vores erfarne medarbejdere allerede i dag for en gratis vurdering.

EKSPERTISE

Personskader kan komme af mange årsager, men uanset årsagen kan vi rådgive og vejlede dig i dine rettigheder.

  • Arbejdsskader
  • Færdselsskader
  • Offererstatning
  • Patientskader
  • Piskesmæld

Vi er eksperter i opgørelse af erstatningskrav ved personskader.

Hvert år kommer flere tusinde mennesker til skade i forbindelse med deres arbejde. Hertil kommer erhvervssygdomme som udvikles over længere tid.

Hvad er en arbejdsskade?

En arbejdsskade er en ulykke, der skylde arbejde eller arbejdsforhold. Det kan være fald på arbejdspladsen, rygskade pga. tunge løft, eksem pga. allergiske reaktioner på stoffer i arbejdsmiljøet, psykisk belastning m.v.

Der er ikke krav om, at man får løn for arbejdet. Frivilligt arbejde og vennetjenester kan også berettige til at ulykken anerkendes som en arbejdsskade.

Hvad er en erhvervsbetinget sygdom?

Erhvervssygdomme udvikles over længere tid.

Begrebet erhvervssygdom dækker først og fremmest sygdomme som er optaget på den såkaldte Fortegnelse over Erhvervssygdomme.

eksempler på erhvervssygdomme:

  • Høreskade
  • Eksem
  • Lænde/Ryg lidelser
  • Visse former for kræft
  • PTSD
  • Stress og Depression

For alle sygdomme gælder det, at der skal være en sammenhæng mellem sygdommen og arbejdet.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring

Det er Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, som administrerer reglerne omkring arbejdsskadesikringen og træffer afgørelse om anerkendelse og udmåling af erstatning i forbindelse med arbejdsskader og erhvervssygdomme.

Erstatning fra din arbejdsgiver?

Hvis arbejdsgiveren er ansvarlig for arbejdsskaden, kan der opnås yderligere erstatning i form af tabt arbejdsfortjeneste samt svie og smerte godtgørelse.

Frist for anmeldelse af skade

Hvis skaden er omfattet af arbejdsskadesikringen, skal den anmeldes til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, som tager stilling til, om skaden kan anerkendes, og om skadelidt kan få erstatning.

Der gælder en 1-års frist for anmeldelse, og det er derfor vigtigt, at skadelidt er opmærksom på, at skaden bliver anmeldt og eventuelt selv sørger for anmeldelse.

Fristen regnes fra datoen for ulykken eller fra det tidspunkt, hvor skadelidte blev bekendt med, at sygdommen skyldes arbejdet.

Det er som udgangspunkt arbejdsgiver eller læge, som har pligt til at anmelde arbejdsskaden til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. I visse situationer må skadelidt dog selv sørge for at få skaden anmeldt.

Patientskadesager kan være både omfattende og komplicerede. Typisk skal der indhentes en del materiale og oplysninger til brug for sagens behandling, og det er i den forbindelse helt afgørende, at Patienterstatningen får alle de relevante svar.

I praksis betyder det, at der skal udfyldes en række spørgeskemaer og indsendes både lægelige, økonomiske og sociale akter. Altsammen noget, der for de fleste kræver behov for professionel bistand.

Hvad er en patientskade?

Patientskader omfatter skader som man påføres i forbindelse med en undersøgelse eller behandling. Skadelidt kan være berettiget til erstatning i de tilfælde, hvor:

  • en erfaren specialist ville have handlet anderledes, og skaden dermed ville være undgået,
  • der er tale om komplikationer, der ganske vist ikke kunne være undgået, men som overstiger, hvad du som patient med rimelighed bør tåle,
  • skaden er opstået som følge af svigt i medicinsk udstyr,
  • man ved valg af en anden ligeværdig metode kunne have undgået skaden.

Piskesmæld kommer som oftest af færdselsuheld ved påkørsel forfra eller bagfra. Piskesmæld anerkendes da også som en erstatningsberettiget skade både af Retslægerådet og Arbejdsskadestyrelsen.

Det første du skal gøre, hvis du er nervøs for, om du har fået piskesmæld er hurtigst muligt at blive undersøgt enten ved egen læge eller på sygehuset. Det er et krav i forhold til anerkendelse af kravet som en erstatningsberettiget skade, at symptomerne kan konstateres senest 3 dage efter skaden er sket.

Søg derefter hjælp og vejledning hos en læge, fysioterapeut eller kiropraktor med henblik på at få behandlet skaden.

Og til sidst bør du kontakte os, så vi kan hjælpe og rådgive dig i forhold til dine muligheder for at søge erstatning.

Uanset hvilken type personskade du har været udsat for, vil du i de fleste tilfælde have ret til erstatning i et eller andet omfang.

Tabt arbejdsfortjeneste

Her får du dækket den indtægt, du har mistet som følge af ulykken. Du bliver altså i forhold til din indtægt stillet som om, at ulykken ikke er sket.

Godtgørelse for svie og smerte

Som skadelidt har du ret til erstatning for svie og smerte. I 2017 udgør beløbet 195 kr. pr. dag, du er sygemeldt og under behandling.

Helbredelsesudgifter

Du har ret til at få dækket dine udgifter til behandling, f.eks. medicin, fysioterapeut, genoptræning eller lignende.

Varigt mén

Er der tale om en alvorlig personskade, hvor det ikke forventes, at du kommer dig helt ovenpå den igen, kan du få erstatning for varigt mén.

Arbejdsskadestyrelsen har udarbejdet en méntabel og på baggrund af de speciallægeerklæringer der er lavet af netop din skade, kan man fastsætte méngraden. Du kan få erstatning for varigt mén, hvis mengraden er på 5% eller derover. I 2017 udgør godtgørelse for varigt mén 8.600 kr. pr. méngrad, dog maksimalt 1.031.000 kr.

Erhvervsevnetab

Hvis skaden er så voldsomt, at du varigt mister evnen til at varetage dit hidtidige job i samme omfang som før, har du ret til erhvervsevnetabserstatning. Erstatningen fastsættes på baggrund af din indtægt før ulykken sammenholdt med din indtægt efter ulykken.

Der er forskellige beregningsmetoder alt efter om ulykken er sket i arbejdstiden eller udenfor arbejdstiden.

Forsørgertabserstatning

Hvis man afgår ved døden i et uheld, kan efterlevende ægtefælle samt mindreårige børn være berettiget til forsørgertabserstatning, ligesom udgifterne til begravelse kan kræves erstattet.

Når man modtager erstatning for svie og smerter, varigt mén eller for erhvervsevnetab, har man efter omstændighederne mulighed for at beskytte sin erstatning mod nuværende og fremtidige kreditorer. Dine kreditorer kan altså ikke røre din erstatning.

Det er en betingelse for denne beskyttelse, at erstatningen holdes adskilt fra dine øvrige midler, og en måde at sikre dette på er at oprette en særskilt konto hos din bank, hvoraf fremgår, at den kun er til erstatningen.

Du kan frit bruge af erstatningen på kontoen uden at beskyttelsen bortfalder. Der må derimod ikke indsættes andre beløb på kontoen, da beskyttelsen så bortfalder, og denne beskyttelse kan ikke efterfølgende genoprettes.

Fast ejendom

Det er også muligt at købe fast ejendom med erstatningen, uden at beskyttelsen falder bort. Det er her en betingelse, at der i forbindelse med købet tinglyses en oplysning om, at ejendommen er købt med kreditorbeskyttede midler. Optages der senere lån i ejendommen, er det en betingelse, at låneprovenuet i det hele anvendes på ejendommen.

Værdipapirer

Køber du værdipapirer for erstatningen, f.eks. aktier, skal du sørge for at disse placeres i et særskilt depot, hvor kreditorforsikringen registreres.

Skilsmisse

En anden virkning af kreditorbeskyttelsen er, at erstatningen ikke nødvendigvis skal deles i forbindelse med en skilsmisse. Erstatningen bliver nemlig automatisk et såkaldt “skilsmissesæreje”, og skal derfor ikke deles med din ægtefælle, hvis I bliver skilt.