Hvad er et kompensationsgebyr?

Kompensationsgebyr er i korte træk et gebyr, som en kreditor må opkræve hos en virksomhed, som har betalt sin regning for sent.

Gebyret er fastsat til 310 kr. pr. faktura, og det kan kræves betalt, uanset om man som kreditor har iværksat en rykkerprocedure. Hvis blot regningen er betalt for sent, er man som kreditor berettiget til at opkræve kompensationsgebyret hos sin kunde / debitor.

Det er vigtigt, at huske på, at det kun er hos virksomheder, at man kan opkræve kompensationsbeløbet. Det kan altså ikke kræves betalt, hvis en privatperson er for sen til at betale sin regning.

Udover kompensationsgebyr er du naturligvis fortsat berettiget til at opkræve rykkergebyrer og evt. inkassoomkostninger hos debitor.

Hvis du har glemt at opkræve kompensationsgebyret sammen med dine rykkere til debitor, så sørger vi for at få dem med, når vi iværksætter inkasso på dine tilgodehavender.

Hvis du ønsker flere oplysninger, så kan du læse meget mere om vores inkassoafdeling her, ligesom du altid er velkommen til at ringe eller skrive til os.

Overlad dine skyldnere til en god inkassoadvokat

Dine tilgodehavender hos dine kunder er en alt for alvorlig del af din forretning til bare at overlade dem til den første den bedste, du snakker med. Overlad det i stedet til en erfaren inkassoadvokat.

Rykkerprocedure, debitorbogholderi og inkasso er komplekse størrelser med massevis af faldgruber for den uerfarne eller uforberedte. Det er her vi i Advokatfirmaet Søren V. Andreasen / InkassoTeamet gør en forskel.

Vi går til bunds i hver enkelt sag, der lander på vores bord. Vi vurderer individuelt, hvordan vi i den konkrete sag bedst og hurtigst muligt kan få dine penge hjem til dig. Modsat mange andre trykker vi ikke bare på en knap og håber på, at skyldneren betaler. Vi har fat i sagen og behandler dem alle individuelt og med respekt for, at skyldner gerne igen skulle blive en betalende kunde i din forretning, når gælden er betalt.

Skyldner skulle gerne igen blive en betalende kunde i din forretning, når gælden er betalt.

Vi har en høj succesrate på tværs af alle typer inkasso, netop fordi vi er hurtige, effektive og tager korrekt hånd om sagen fra start.

Har du forgæves forsøgt at inddrive et tilgodehavende hos et andet inkassofirma, og er det hele ligesom gået i stå? Giv os et kald og lad os som erfarne inkassoadvokater kigge på sagen. Som regel har vi op til flere forslag til, hvordan sagen kan gribes bedre an, så du ender med at få dine penge.

Telefon: 73 70 93 20

E-mail: tms@advokat-sva.dk 

Læs mere

Tina Mohr ansat som ny inkassochef for InkassoTeamet

Advokatfirmaet Søren V. Andreasen har pr. 1. marts 2017 ansat juridisk assistent Tina Mohr som leder af firmaets inkassoafdeling, som har fået navnet Inkassoteamet.

Tina Mohr kommer fra en tilsvarende stilling hos Advokatgruppen, hvor hun de seneste 9 år udelukkende har arbejdet med inkasso.

Ansættelsen er led i en ambitiøs plan om at opbygge  Danmarks mest kvalitetsbevidste og effektive inkassofirma med fokus på kundepleje, hurtig og effektiv inddrivelse af kundernes tilgodehavender, og en klar intention om at både kunder og skyldnere vil få den bedste og mest venlige service.

Du kan læse meget mere om InkassoTeamet på vores specialhjemmeside www.inkassoteamet.dk. Tina kan desuden kontaktes på tms@inkassoteamet.dk og telefon 73 70 93 20.

Advokatfirmaet i Hadsten er kommet godt fra start

Advokatfirmaet åbnede i Januar 2017 kontor i Hadsten, og vi er blevet taget vældig godt imod af både erhvervslivet og privatpersoner i Hadsten og i Favrskov Kommune i det hele taget.

Vi har helt bevidst placeret kontoret i øjenhøjde med vores kunder, og man er altid velkommen til at kigge ind, ringe eller skrive, hvis man har et juridisk spørgsmål.

Kontoret kan kontaktes på telefon 82 82 82 42 og e-mail info@advokat-sva.dk.

Kontorets åbningstider er mandag-torsdag 8-16 og fredag 8-14.

Klient vandt hævd på 125 m2 af nabogrunden

Ved en skelforretning i januar 2017 fik vores klient medhold i, at de havde vundet hævd på 125 m2 af grundejerforeningens fællesområde som stødte op til deres sommerhusgrund.

Vores klienter havde købt huset i 2014, men den forrige ejer havde benyttet den omstridte areal siden 1991, som var det deres eget, og de havde passet og vedligeholdt det, slået græs og opsat trådhegn omkring området. Eneste adgang til arealet var ligeledes gennem det pågældende sommerhus.

Da ejerne således havde benyttet arealet intensivt i en periode på over 20 år, og da der ikke forelå nogen aftale om brugen med grundejerforeningen, var det landinspektørens konklusion, at vores klienter, som efterfølgende købere, havde vundet hævd på arealet.

 

Vores garage står henover skellet, og naboen kræver den fjernet

Spørgsmål:

Min mand og jeg bor i en villa i en mindre landsby i Østjylland og har gjort det i snart 30 år.

Vores nabo, der flyttede hertil for godt 2 år siden, skal have bygget til, og i den forbindelse har han opdaget, at bagenden af vores garage står 2 meter inde på hans grund, og at hækken mellem ejendommene står 3 meter inde på hans grund.

Vores nabo vil nu have, at vi fjerner garagen og flytter hækken, så den kommer til at stå der, hvor skellet ifølge ham er.

Hvad skal vi gøre. Vi mener ikke, vi har gjort noget forkert, da hæk og garage står der hvor det stod, da vi købte huset. Vi er begge pensionister, så vi har ikke penge til at køre en sag.

Svar:

Når der mellem to naboer er strid eller tvivl om, hvor skellet er, kan man afholde en skelforretning.

Det foregår ved, at man får en landinspektør til at afmærke, hvor skellet ifølge matrikelkortet er. Når man så ved hvor skellet er, kan landinspektøren desuden tage stilling til, om I har vundet hævd på den del af naboens grund, der ligger imellem skellet ifølge matrikelkortet, og skellet som det følger af den daglige brug af ejendommen, som I har udøvet i de sidste 30 år.

For at kunne vinde hævd kræves det, at I har brugt arealet i mere end 20 år som om I ejede det, at naboen ikke samtidig har brugt arealet, og at der ikke foreligger en aftale med naboen om, at I har brugsret til arealet

Da ovennævnte betingelser må anses for opfyldt, har I efter min vurdering vundet hævd på arealet op til hækken, hvorfor arealet nu tilhører jer og ikke naboen. Derfor kan I heller ikke tvinges til at fjerne hækken eller garagen.

Gennemførelse af en skelforretning kan være en bekostelig affære. I bør derfor starte med at kontakte en advokat, som på jeres vegne kan ansøge jeres forsikringsselskab om retshjælp til gennemførelse af skelforretningen.

På den måde begrænses jeres omkostninger ved en skelforretning til kun 10 % af de samlede omkostninger. Hvis jeres samlede indtægt er lav nok, kan advokaten endvidere, når skelforretningen er afsluttet, ansøge den lokale Statsforvaltning om, at Staten dækker omkostningerne ved skelforretningen.

Jeg gennemfører jævnligt skelforretninger, og I er således også meget velkomne til at kontakte mig igen, hvis I ønsker bistand i sagen.

Har vi vundet hævd?

Spørgsmål:

Vi ved ikke rigtig hvor vi står i denne sag.

Vores grund går 1,23cm ind på vores nabos grund og 85 cm ind på en anden nabos grund. Vi har haft vores sommerhus i 12 år og har fået at vide ved en helt tredje nabo, at vores hæk og hegn, hvor skelrørene står, har stået der siden 1978. Så mener vi jo, at vi kan søge hævd på det. Er det korrekt?

Svar:

Som udgangspunkt ejer man alene det areal, som i matrikelkortet er anført at høre til den pågældende matrikel. Imidlertid kan der over tid ske ændringer som følge af, at f.eks. hæk og hegn har flyttet sig.

For at I kan vinde hævd på det jordstykke, der går mellem matriklens grænse og hækken eller hegnet, skal en række betingelser være opfyldt:

  1. Brugen af arealet er ikke aftalt med jeres nabo. I bruger altså arealet uberettiget, men har brugt arealet som om det var jeres eget.
  2. Jeres nabo må ikke have afbrudt jeres råden over arealet enten fysisk eller ved dom.
  3. Jeres brug af området skal have varet uafbrudt i mindst 20 år

Reglerne om hævd stammer fra Danske Lov fra 1683 og lyder således:

DL 5-5-1:     Hvis Gods og Ejendom nogen haver haft i Haand og Hævd i tyve Aar Ulast og Ukært til Tinge, det beholder hand, uden anden Adkomst at fremvise, angerløst og Uafvundet, med mindre det bevisis, at hand hafde det, enten til Pant eller i Forlæning, eller i Forsvar.

DL 5-5-2:     Mand kand saa vel paa Brug som paa Ejendom fange Hævd.
Ud fra de oplysninger I er fremkommet med, vurderer jeg, at I har vundet hævd på arealet, blot det kan bevises, f.eks. ved forklaring fra jeres tredje nabo, at I eller de forrige ejere, har benyttet arealet i tilsammen mindst 20 år.

Hvis I ønsker at få papir på, at I har vundet hævd på det pågældende areal, så skal I først kontakte jeres nabo og høre, om I kan blive enige om, at det pågældende areal hører til jeres ejendom.

Kan I det, vil en landinspektør nemt kunne sørge for at få overført arealet til jeres matrikel. Er naboen uenig, vil I skulle begære en skelforretning. Det sker ved henvendelse til en landinspektør. Det vil generelt være en god idé at have en advokat med til en skelforretning. Udgifterne til gennemførelse af en skelforretning vil ofte kunne dækkes af jeres retshjælpsforsikring.

I jeres konkretet tilfælde vil jeg dog anbefale, at I ikke går videre med sagen, medmindre jeres naboer allerede har jeg rejst en tvist om arealerne med krav om, at arealerne tilbageføres.

Vi åbner advokatkontor i Hadsten

Fra den 1. januar 2017 er Advokatfirmaet Søren V. Andreasen også repræsenteret med et fuldt bemandet og udstyret advokatkontor i Hadsten.

Vi har lokaler på Østergade 2 i Hadsten i det gamle billetsalg lige ved perronerne, og på kontoret vil du i åbningstiden altid kunne møde vores dygtige og engagerede medarbejdere. Kig bare ind.

Kontoret har åbent mandag-torsdag fra kl. 8-16 og fredag fra kl. 8-14.

Telefon til Hadsten 82 82 82 42.

Advokatfirmaet har hovedsæde i den gamle stationsbygning i Auning, hvorfra firmaet primært betjener kunder på Djursland. Med kontoret i Hadsten ønsker vi at udvide vores forretningsområde til bedre at kunne betjene vores kunder i Hadsten og Favrskov Kommune.

 

Vidne i en retssag

Spørgsmål:

Jeg skriver til dig, fordi jeg er blevet indkaldt til vidneafhøring i en retssag.

Nu har jeg fået brevet fra en af advokaterne i retssagen. Jeg har aldrig været indkaldt som vidner før. Jeg vil høre hvilke muligheder jeg har vedrørende mødet med advokaten? Skal jeg mødes med ham eller kan jeg lade være? Hvilke regler er der, når man er blevet indkaldt som vidne?

Svar:

Hvis man indkaldes som vidne i en retssag, så har man pligt til at møde op, hvis blot man har fået besked med mindst en uges varsel. I straffesager kan man indkaldes som vidne, blot man får besked aftenen i forvejen. Advokaten bør i indkaldelsen oplyse om, hvad du skal afgive forklaring om, hvis ikke du i forvejen kender til sagen. På den måde kan du forberede dig til afhøringen.

Vidnet skal vente udenfor retssalen, indtil man bliver kaldt ind. Det er fordi, at vidnet ikke må høre, hvad andre vidner har forklaret og dermed blive påvirket af, hvad andre fortæller. Men når vidnet har afgivet sin forklaring, så må man godt blive og høre resten af sagen.

Som vidne har man pligt til at tale sandt. Lyver man kan man sættes i fængsel eller få en bøde. Det samme gælder, hvis man ikke møder op, selv om man har modtaget en vidnestævning med besked om, at man skal møde. Man kan dog ikke som vidne straffes for ikke at kunne huske konkrete omstændigheder.

Du har ikke pligt til at mødes med advokaten inden retsmødet, men det er meget normalt, at advokaten og vidnet snakker sammen inden retsmødet, så begge kan forberede sig.

Du kan kun undgå at afgive vidneforklaring, hvis du er i familie med en af parterne, eller hvis du ved at afgive forklaring risikerer at blive straffet for lovovertrædelser. Præster, advokater, læger og journalister er i vidt omfang undtaget fra at afgive vidneforklaring, da de er underlagt tavshedspligt.

Som vidne har man krav på vidnegodtgørelse. Godtgørelsen er 80 kr. samt dækning af transportudgifter. Kan man bevise, at man har haft tabt arbejdsfortjeneste, kan man få dækket tabet.

 

Sortglaserede teglsten

Sortglaserede teglsten kan være til stor gene, hvis de giver genskin ned i naboens have og hus.

I en nylig sag ved Vestre Landsret blev en boligejer dømt til at få sine sortglaserede teglsten gjort matte på den side der vender ind mod naboen. En skønsmand målte glanstallet fra solens genskin på teglstenene til 80, hvilket svarer til at have en stærk lampe lige i ansigtet. Dette skal ses i forhold til, at man mange steder har et krav om, at glanstallet ikke må overstige 10-30.

I den konkrete sag blev det vurderet, at naboens hus havde mistet 150.000 kr. i værdi som følge af det kraftige genskin fra de glaserede tegl, og sammenholdt med at det kun ville koste 17.500 kr. at mattere taget, så vurderede Vestre Landsret ud fra de almindelige naboretlige regler, at boligejeren var forpligtet til at få taget matteret.

Dommen viser, at hvis man er generet af naboens tag, og der ikke er tale om en bagatelagtig gene, så kan man med rettens hjælp kræve, at generne bliver bragt til ophør. Hvis du vil vide mere, kan du kontakte advokat Søren Vasegaard Andreasen med dine spørgsmål på sva@advokat-sva.dk.

Oprettelse af ejerlejligheder

Ved udstykning og opdeling af ejerlejligheder forstås, at det der før var én ejendom med f.eks. 8 lejemål, i stedet bliver til 8 ejendomme, som ikke alle nødvendigvis har samme ejer.

Gamle ejendomme

 Om man har mulighed for at opdele Deres ejendom i flere ejerlejligheder, afhænger af hvornår ejendommen er opført.

Ejendomme, hvor opførelsen er påbegyndt før den 1. juli 1966, betragtes som gamle ejendomme. For disse ejendomme gælder, at de ikke kan opdeles i ejerlejligheder.

Undtagelse er gjort for ejendomme, hvor der højest er to beboelseslejligheder. Her kan der ske udstykning, hvis en landinspektør og bygningsinspektoratet vil sige god for det.

Er ejendommen fra før den 1. juli 1966, kan man kun sælge ejendommen i sin helhed.

Nye ejendomme

For ejendomme opført efter den 1. juli 1966 er der som udgangspunkt mulighed for at opdele ejendommen i ejerlejligheder.

Reglerne om udstykning af ejerlejligheder forbyder dog udstykning af kun en enkelt lejlighed. I stedet skal hele ejendommen opdeles i ejerlejligheder. Efter opdeling i ejerlejligheder er den tidligere ejer af ejendommen i stedet ejer af samtlige ejerlejligheder i ejendommen. Herefter vil der være mulighed for at sælge lejlighederne en ad gangen eller alle samlet. De lejere der er i ejendommen vil stadig være beskyttet mod opsigelse i samme omfang som før opdelingen.

Den praktiske gennemførelse af en opdeling af en ejendom i ejerlejligheder vil sædvanligvis ske ved hjælp af en landinspektør og en advokat. Hver ejerlejlighed skal have sit eget matrikelnummer, og der skal blandt andet oprettes en ejerforening og fastsættes fordelingstal for hver lejlighed.

Vedligeholdelse af ejendomme med ejerlejligheder

Bestyrelserne i ejerforeningerne sidder med ansvaret for ejendomme med ejerlejligheder med meget store værdier. Disse bestyrelser, som er valgt mellem beboerne, er kun sjældent professionelle med indsigt i de omfattende juridiske, økonomiske og tekniske opgaver der følger med, når ejendommen skal vedligeholdelses; og begås der fejl, er det i første omgang ejerforeningen, og dermed de enkelte ejerlejlighedsejere, der må betale.

Ejerforeningen

I ejerforeningen samles ejerne af de enkelte lejligheder i ejendommen. Ejerne har her en fælles interesse i at sørge for, at ejendommen vedligeholdes. Her slutter fællesskabet til gengæld også i mange tilfælde. Nogle ejere ønsker alene at ofre det absolutte minimum på vedligeholdelse, mens andre ønsker, at ejendommen til hver en tid er i tip top stand. Problemet kan være at en større udgift til vedligeholdelse, udover at belaste den enkelte ejers økonomi, ikke nødvendigvis afspejler sig i en højere salgspris for lejligheden.

Ifølge normalvedtægten for ejerforeninger, som gælder hvis ikke ejerforeningen har vedtaget og tinglyst andre vedtægter på ejendommen, skal ejerforeningen foretage ”forsvarlig udvendig vedligeholdelse og fornyelse.” Det følger ligeledes af normalvedtægten, at ejerforeningen er ansvarlig overfor den enkelte ejer, såfremt en manglende vedligeholdelse medfører skader på den enkeltes lejlighed.

Ejerforeningens ansvarsområde

Et problem kan opstå, når ejerforeningen ikke vedligeholder ejendommen i nødvendigt omfang, og der som følger heraf sker en skade. Reparationen skal betales af hele ejerforeningen, uanset hvem der har truffet beslutning om, at der ikke skal vedligeholdes, og udgifterne fordeles efter lejlighedernes fordelingstal. Det er derfor væsentligt, at man som køber sikrer sig, at prisen på lejligheden svarer til ikke kun lejlighedens men hele ejendommens stand, og at der i prisen er taget højde for omkostningerne til fremtidig vedligeholdelse af ejendommen.

Den enkelte ejer skal sørge for al indvendig vedligeholdelse af sin egen lejlighed, på samme måde som hvis der var tale om et hus. Til gengæld skal ejerforeningen sørge for vedligeholdelse af murene, afløb og forsyningsledninger, indtil det sted hvor de forgrener sig til de enkelte lejligheder. Grænsen går ved kanten af den enkelte lejlighed. Hvis ikke andet er bestemt i ejerforeningen, skal ejeren f.eks. stå for at male vinduerne indvendigt, mens ejerforeningen skal male vinduerne udvendigt.

Bestyrelsens ansvarsområde

Ejerforeningens bestyrelse har pligt til at stå for den daglige drift af ejerforeningen, sørge for god skik og orden, renholdelse, vedligeholdelse og nødvendig fornyelse af ejendommen. Hvis bestyrelsen ikke overholder sine pligter, og det medfører et tab for ejerforeningen, så kan ejerforeningen rette et erstatningskrav mod de bestyrelsesmedlemmer, der enten uagtsomt eller bevidst har forårsaget skaden. Bestyrelsen som helhed kan ikke stilles til ansvar. Er det således besluttet på et bestyrelsesmøde, at man ikke vil foretage en nødvendig reparation, og medfører beslutningen, at der sker skader på ejendommen, så kan erstatningskravet alene rettes mod de bestyrelsesmedlemmer, der har stemt for ikke at foretage reparationen. Har et bestyrelsesmedlem stemt for at reparere, eller slet ikke været til stede på det pågældende bestyrelsesmøde, så har vedkommende ikke gjort noget forkert og kan derfor heller ikke pålægges at betale erstatning. Det er derfor vigtigt for bestyrelsesmedlemmer, der ikke er enige med flertallet, at få protesten ført ind i mødereferatet for senere at kunne bevise det.

Vil ejerforeningen gøre et eventuelt erstatningskrav gældende mod en eller flere bestyrelsesmedlemmer, skal det vedtages af et flertal på generalforsamlingen. Da bestyrelsen i nogle ejerforeninger i forvejen udgør flertallet, vil generalforsamlingen i disse foreninger ikke være indstillet på at gøre ansvar gældende mod bestyrelsesmedlemmerne. Vælger generalforsamlingen ikke at rejse erstatningskrav, kan den enkelte ejerlejlighedsejer vælge selv at rejse erstatningssag, med krav om at få dækket sin egen del af det samlede tab, som ejerforeningen har lidt. Men det sker i så fald for egen regning og risiko.

Rådgiver

Det kan være en dyr fornøjelse at være ejer af en ejerlejlighed i en ejendom, hvor bestyrelsen ikke har styr på tingene. Mange ejerforeninger fungerer imidlertid i det daglige helt fint uden hjælp udefra, og uden at bestyrelsen har nogen særlig indsigt i de juridiske, økonomiske og tekniske opgaver forbundet med at styre en ejerforening. Når der skal foretages småreparationer, ringer man efter en håndværker, og regningen betales af ejerforeningens kasse.

Problemerne opstår oftest i forbindelse med, at der skal foretages større vedligeholdelsesarbejder.

Ved større opgaver vil det i langt de fleste tilfælde kunne betale sig for ejerforeningen at ansætte en eller flere rådgivere til at stå for det praktiske i forbindelse med arbejdernes udførelse. Rådgiverne vil have indsigt i både de juridiske, økonomiske og tekniske områder. Omkostningerne til rådgiveren vil opvejes af, at ejerforeningen vil kunne føle sig tryg ved, at sandsynligheden for at arbejderne udføres korrekt øges samtidig med, at risikoen for store uforudsete udgifter i forbindelse med arbejdernes udførelse formindskes.

Ejerforeningen og bestyrelsen bør derfor gøre op med sig selv, hvorvidt den anser sig for kompetent til selv at træffe de nødvendige beslutninger, og stå for de administrative opgaver der forventes af den, både i dagligdagen og i forbindelse med større arbejder, eller om det vil være nødvendigt at ansætte en eller flere rådgivere til at varetage opgaverne.

Helårsbolig i sommerhus

Boliger i sommerhusområder må som udgangspunkt kun anvendes til midlertidigt ophold, og i vinterhalvåret, må sommerhuse kun anvendes til kortvarige ferieophold. Ved kortvarige ferieophold forstås højest 3-4 uger sammenlagt samt weekender og helligdage.

Blev boligen på tidspunktet, hvor sommerhusområdet blev anlagt benyttet til helårsbolig, og er retten til fortsat at benytte boligen til helårsbolig ikke bortfaldet i mellemtiden, må man uden videre bo i huset hele året, både som ejer og som lejer.

Reglen om at man ikke må bo i et sommerhus udenfor sommerhalvåret, kan kommunen dispensere fra. Praksis omkring muligheden for at få dispensation er generelt hård, men det er op til den enkelte kommune i hvert enkelt tilfælde at vurdere, om der bør gives dispensation. Tidligere er der åbnet mulighed for, at personer med alvorlig sygdom og invaliditet kan få dispensation, hvis det må formodes, at de vil have væsentligt bedre af at bo i sommerhuset end andre steder. Helbredsmæssige årsager i øvrigt har normalt ikke givet adgang til dispensation.

Dispensationen kan kun gives til ejerne af sommerhuset og ikke eventuelle lejere, og dispensationen bortfalder, hvis sommerhuset bliver solgt. Ansøgning om dispensation skal sendes til den kommune, hvor sommerhuset er beliggende.

De forskellige domstole

I Danmark har vi såkaldte almindelige retter og specialdomstole. De almindelige retter er Byret, Landsret og Højesteret. Specialdomstolene er Sø- og Handelsretten, Landsskatteretten og Boligretten. Hertil kommer endelig Voldgiftsretterne, som enten nedsættes ad hoc til en konkret sag, eller er specialdomstole inden for et bestemt område, som for eksempel Voldgiftsretten for Bygge- og Anlægsvirksomhed, som afgør sager vedrørende byggeri.

Byret, Landsret og Højesteret

Hovedreglen er,  at alle sager skal anlægges i byretten, og som udgangspunkt også behandles af byretten.. Sager kan kun behandles i Landsretten som 1. instans , hvis en af parterne anmoder Byretten om at henvise sagen, fordi man mener at de spørgsmål dommerne skal tage stilling til, er af principiel karakter. Hvis dommeren i Byretten er enig i, at sagen er principiel, kan sagen føres i Landsretten som 1. instans. En sag kan aldrig starte i Højesteret, da vi i Danmark har et princip om, at alle skal have mulighed for at få prøvet deres sag ved mindst to retsinstanser, og da Højesteret er den øverste ret, kan Højesterets afgørelser ikke appelleres.

Til gengæld for at stort set alle sager fremover skal starte i Byretten, har parterne fået mulighed for at anmode om, at der deltager tre dommere under sagen, ligesom der altid er i Landsretten, mod normalt kun en dommer i Byretten.

En sag kan kun komme i Højesteret, efter at have været behandlet i mindst én anden retsinstans inden. Sager der starter i Landsretten kan altid appelleres til Højesteret på grund af to-instans princippet. Sager der starter i Sø- og Handelsretten kan også i de fleste tilfælde appelleres direkte til Højesteret. Sager der starter i Byretten kan altid appelleres til Landsretten, men ønsker en af parterne efter at byretssagen har været behandlet i Landsretten at appellere til Højesteret, vil det kræve en særlig tilladelse fra Procesbevillingsnævnet. Procesbevillingsnævnet giver som udgangspunkt kun tilladelse til at prøve sagen i tredje instans, hvis sagen anses for at være af principiel karakter. Det vil især sige, hvis sagen indeholder spørgsmål som ikke før har været prøvet ved Højesteret, eller hvis det er mange år siden Højesteret sidst har taget stilling til et lignende spørgsmål, eller hvis sagens udfald vil kunne få stor betydning for en stor gruppe mennesker.

Nævninge

I Danmark deltager der kun nævninge i straffesager. I straffesager hvor den tiltalte har erkendt at være skyldig, deltager der ikke nævninge. Nævningesager findes både i Byretten og i Landsretten. Det fungerer på den måde, at nævningene og dommerne hver for sig træffer afgørelse om, hvorvidt man mener den tiltalte er skyldig. Hvis nævninge frifinder den tiltalte, bliver han frikendt. Mener nævningene derimod at den tiltalte er skyldig, kan dommerne stadig vælge at frifinde den tiltalte, hvis dommerne ikke mener, der er tilstrækkelige beviser.

Sø- og Handelsretten

Sø- og Handelsretten behandler først og fremmest internationale handelssager. Det er for eksempel meget normalt at to erhvervsdrivende, som har bopæl i hvert deres land, aftaler at såfremt der måtte opstå uoverensstemmelse mellem dem, skal sagen afgøres efter dansk ret ved Sø- og Handelsretten. Der er ingen krav om, at en af parterne skal have tilknytning til Danmark.

Landsskatteretten

Landsskatteretten er øverste klageinstans over afgørelser truffet af skattevæsenet vedrørende blandt andet selvangivelser og ejendomsvurderinger. Ved afgørelserne i Landsskatteretten deltager både jurister og ikke-jurister. Landsskatterettens afgørelser kan appelleres til Landsretten.

Boligretten

Også i sager ved Boligretten deltager der både jurister og ikke-jurister. Sager ved Boligretten foregår på samme måde som sager ved Byretten. Forskellen er først og fremmest at der deltager tre dommere, hvoraf to er ikke er jurister men i stedet valgt af henholdsvis udlejer- og lejerorganisationer. Boligretten træffer afgørelser i sager der omhandler leje af boliger eller erhvervslokaler.

Voldgiftsretten

Voldgiftsretterne er private domstole, som parterne kun kan bruge, hvis det er aftalt, og hvis Voldgiftsretten mener, den har de nødvendige kvalifikationer til at klare sagen. Afgørelser fra Voldgiftsretten kan som udgangspunkt ikke appelleres.

Internationale domstole

Udover de danske domstole findes der også internationale domstole.

EU-domstolen i Luxembourg behandler sager, hvor der skal ske en fortolkning af EU-lovgivningen. Hvis en dansk domstol har en sag, hvor der er tvivl om fortolkning af en lov fra EU, er det EU-domstolen der afgør, hvordan EU-loven skal fortolkes. Det er den domstol, hvor sagen kører, der bestemmer om EU-domstolen skal spørges.

Den europæiske menneskerettighedsdomstol i Strasbourg træffer afgørelse om, hvorvidt en stat har overtrådt den europæiske menneskerettighedskonvention. Der kan kun anlægges sag mod det offentlige ved menneskerettighedsdomstolen, og først efter at borgeren har været igennem det danske retssystem og tabt.

Airbnb værtsgaranti

Advokat Søren V. Andreasen, har på vegne af Forbrugerrådet Tænk gennemgået vilkårene for Airbnb’s værtsgaranti. Vilkårene består af 8.135 ord, formuleret på engelsk i et sprog, som kun en jurist kan gennemskue.

Søren V. Andreasen forklarer til metroxpress, at det mest problematiske ved Airbnb’s værtsgaranti er de meget korte tidsfrister, samt kravet om politianmeldelse.

Læs artiklen i Metroxpress her.

Når en arving i et testamente er afgået ved døden

Har du nogensinde spekuleret over, hvad der egentlig sker, hvis en arving i et testamente er død, når arven skal fordeles?

Dette spørgsmål kan bl.a. blive aktuelt i to typer af situationer, idet der er forskel på, om det er en livsarving eller en legatar, der er afgået ved døden.

En livsarving kan for eksempel være den afdøde testators barn.

Hvis man forestiller sig, at testator efterlader fire børn, der ligeligt skal dele en arv på 100.000 kr., så vil hvert barn arve 25.000 kr. Hvis man derimod forestiller sig, at ét af de fire børn er gået bort før testator, men efterlader sig to børn, så betyder det, at de tre børn får 25.000 kr. hver, mens det afdøde barns to børn træder i det afdøde barns sted og arver 25.000 kr. altså 12.500 kr. til hver. Denne fordeling følger af den såkaldte ”stirpalgrundsætning”.

En legatar er en person, der er indsat i testamentet, fordi testator har ønsket, at personen skal arve en sum penge.

Hvis man i denne situation forestiller sig, at der mellem testators tre børn skal foretages en ligelig fordeling af en arv på 100.000 kr., men at der samtidig skal udredes et legat på 25.000 kr. til en legatar, så vil det som udgangspunkt medføre, at børnene hver skal have 25.000 kr. og at arvingen skal have sit legat også på 25.000 kr. Hvis man forestiller sig, at arvingen er afgået ved døden og der ikke er indsat en alternativ begunstiget, er situationen lidt en anden end den første med livsarvingen. Det skyldes at udgangspunktet i dansk ret er, at en indsættelse af en begunstiget anses som værende personlig, hvilket altså vil sige, at arvingens arvinger ikke træder i stedet for arvingen. I helt særlige tilfælde kan man ved fortolkning af testamentet dog komme frem til, at det var testators ønske, at arven ved arvingens død skulle tilfalde dennes livsarvinger, men der skal meget til. Udgangspunktet vil herefter være, at de 25.000 kr., der skulle tilfalde den afdøde arving i stedet tilfalder de tre børn, som i stedet for 25.000 kr. får 33.333 kr. hver. Denne fordeling kan dog forrykkes alt afhængig af testamentets ordlyd og være afhængig af, om der er indsat yderligere arvinger i testamentet.

Det står altså klart, at der er forskel på, om der er tale om en afdød livsarving eller en afdød legatar. I det sidstnævnte tilfælde vil det bedste være, at testator selv tager stilling til, hvad der skal ske med den arv, der skulle tilfalde den afdøde legatar.

Har du behov for at foretage en ændring i dit testamente med henblik på at indsætte en alternativ begunstiget, eller har du andre spørgsmål om testamenter, er du velkommen til at kontakte os.

 

Fuld på cykel – Mister man kørekortet?

En hyppig hørt myte indenfor juraen er, at hvis man kører fuld på cykel, så risikerer man at miste sit kørekort til bil.

Det passer imidlertid ikke. Klip i kørekortet gives, hvis du kører et motorkøretøj i spirituspåvirket tilstand. Ikke en cykel.

Ugifte samlevende arver ikke hinanden

Mange tror, at hvis blot man har boet sammen i f.eks. to år, så arver man hinanden. Det passer imidlertid ikke.

De eneste måder man kan arve hinanden på er:

  • Hvis man er gift
  • Hvis man er barn af en afdød
  • Hvis der er oprettet et testamente

Så bor man sammen i et ugift parforhold, og man ønsker at arve hinanden, så skal der laves et testamente.

Dokumenter i en ejendomshandel

En sædvanlig ejendomshandel består af hundredevis af tætskrevne sider. Vi gennemgår alle dokumenter for dig og rådgiver dig om, hvad du skal være særligt opmærksom på.

De sædvanlige dokumenter er:

  • Salgsopstilling
  • Købsaftale
  • Tingbogsattest
  • BBR-ejermeddelelse
  • Ejendomsdatarapport
  • Lokalplan
  • Skøde
  • Tilstandsrapport
  • El-rapport
  • Energimærke

Hvem skal betale for tilstoppet afløb

Spørgsmål:

Vi var i weekenden ude for, at afløbet i vores lejlighed var stoppet til, så vi hverken kunne bruge, bruser, toilet eller håndvaskene. Jeg kontaktede udlejer og bad ham få det lavet straks, men han afviste med den besked, at det var os selv, der i henhold til lejekontrakten står for at vedligeholde afløbene.

Da det hastede, var jeg nødt til selv at kontakte en blikkenslager, som kom hurtigt, og fandt ud af at problemet var, at der i faldstammen sad en gammel handske fast.

Blikkenslageren har nu sendt regningen for arbejdet, og jeg har sendt den videre til udlejer og bedt ham betale den. Det afviser udlejer dog stadigvæk. Blikkenslageren skal jo have sine penge, men det kan vel ikke være rigtigt, at det er mig, der skal betale for det? Kan jeg modregne mit krav i huslejen?

Svar:

Svaret på dit spørgsmål er både ja og nej.

Du har bestilt blikkenslageren til at udføre et stykke arbejde, og derfor er det også dig, der er forpligtet til at betale blikkenslageren.

Jeg vurderer dog, at det i sidste ende er udlejer, der skal betale for det udførte arbejde, da faldstammen under alle omstændigheder ikke kan være en del af din vedligeholdelsesforpligtelse.

Når udlejer afviser at betale, kan det blive nødvendigt at gennemføre en retssag mod udlejer, hvor det fastslås, at han skal betale for arbejdet. Først når du har vundet en retssag eller udlejer på anden vis skriftligt har anerkendt at skulle betale, kan du modregne dit krav på udlejer i din husleje. Man må aldrig modregne i huslejen, medmindre man har et anerkendt krav.

Aftaler om konfliktløsning for forbrugere i entreprisesager

Når en forbruger indgår aftale med en håndværker om bygning af et hus eller udførelse af større om- eller tilbygninger, så indgås aftalen som oftest efter AB 92, som er et sæt standard-regler for udførelse af entrepriser.

Imellem reglerne i AB 92 befinder sig en regel om, hvorledes en sag mellem parterne skal gennemføres, såfremt der opstår uenighed – en såkaldt værnetingsaftale. Er AB 92 aftalt gælder således som hovedregel også, at en eventuel sag skal afgøres af Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed.

Hvis man som forbruger har indgået en aftale med en håndværker, hvor AB 92 er aftalt, er forbrugeren dog ikke bundet af reglen om voldgift. Det fremgår både af voldgiftsloven og retsplejeloven, at en aftale om at en sag skal afgøres ved en bestemt domstol eller voldgift ikke er bindende for forbrugeren.

Forbrugeren har dermed valget imellem at lade sagen afgøre ved voldgift, ved de almindelige domstole – byret, landsret og højesteret – eller at indbringe sagen for et kompetent klagenævn.

Forbrugeren vil som hovedregel være bedst stillet ved ikke at lade sagen afgøre ved voldgift, idet en voldgiftskendelse ikke kan ankes til en højere retsinstans. I stedet bør sagen føres ved byretten.

Forsinkelse i entreprise

Et byggeri er en langvarig proces, og jo længere tid det tager, jo flere situationer kan der opstå, som forlænger byggeriet. Derfor har man i AB 92 vedtaget et sæt regler for, hvornår entreprenøren kan få forlænget fristen for aflevering af byggeriet, hvis byggeriet forsinkes i forhold til den aftalte tidsplan. Mange af disse regler er så alment gældende, at de også vil kunne bruges, selvom AB 92 ikke er aftalt.

Forlængelse af tidsfristerne

Udgangspunktet er, at entreprenøren har ansvaret for byggeriets omkostninger og for at overholde tidsplanen. Det skyldes, at entreprisen er bygget op omkring en forpligtelse for entreprenøren til, mod betaling, at nå et bestemt resultat. Det er også entreprenøren, der får fortjenesten, hvis byggeriet bliver billigere eller hurtigere færdigt end planlagt. Hertil kommer dog en række undtagelser, der pålægger bygherren risikoen for, at byggeriet bliver forsinket.

Både entreprenøren og bygherren kan – alt afhængig af den konkrete situation – have ret til at få udsat fristen for, hvornår de henholdsvis skal have arbejdet gjort færdigt, og hvornår de skal betale for arbejdet.

De situationer hvor der kan opstå spørgsmål om, hvorvidt entreprenøren eller bygherren har ret til at få forlænget sin frist for aflevering af byggeriet, kan opdeles i 5 overordnede kategorier.

  • Bygherrens forhold
  • Entreprenørens forhold
  • Andre entreprenørers forhold
  • Krav fra offentlige myndigheder
  • Udefrakommende omstændigheder

Disse overordnede kategorier indeholder et utal af særtilfælde, som det vil være for omfattende at gennemgå her, men som udgangspunkt gælder det om at have for øje, om det er bygherren eller entreprenøren, der er nærmest til at bære risikoen for forsinkelsen. Kunne forsinkelsen have været undgået, hvis enten bygherren eller entreprenøren havde gjort noget anderledes? Var det bygherren eller entreprenøren, der skulle sørge for at indhente de forsinkede tilladelser? Var det bygherren eller entreprenøren, der havde ansat den anden entreprenør, som forårsagede forsinkelsen?

Dagbod eller erstatning

Bliver arbejdet forsinket, og har entreprenøren ikke ret til forlængelse af tidsfristerne, så kan entreprenøren blive pålagt at betale bygherren en dagbod på et nærmere fastsat beløb, hvis dagbod er aftalt, eller entreprenøren kan risikere at skulle betale en erstatning til bygherren, svarende til bygherrens tab ved forsinkelsen.

Omvendt kan entreprenøren have krav på at få erstatning for den tid, han ikke som planlagt kan arbejde på byggeriet, hvis forsinkelsen skyldes bygherren.

 

 

 

 

 

 

Betalingsaftaler i entreprise 

Når man som bygherre – professionel eller privat – har købt en ydelse hos en entreprenør, skal man også betale for den.

Fast pris ctr. regningsarbejde

Der er som udgangspunkt tre muligheder for fastsættelsen af prisen. En fast pris aftalt på forhånd, betaling i henhold til den tid og de materialer der er brugt på arbejdet (regningsarbejde), eller en kombination f.eks. hvor størstedelen af arbejdet udføres til fast pris, mens løbende ekstraarbejder afregnes som regningsarbejde.

Uanset om man er forbruger eller erhvervsdrivende, så kan det som bygherre ikke anbefales at aftale regningsarbejde, idet man ikke har nogen som helst kontrol over de samlede omkostninger ved byggeriet. Den eneste regulering ved regningsarbejde findes i købelovens § 5, som siger, at køber (bygherren) skal betale det som sælger (entreprenøren) kræver, medmindre det er urimeligt. Den eneste mulighed bygherren har for at bevise, at kravet skulle være urimeligt er ved at udmelde syn og skøn, hvilket er en omkostningsfuld affære.

Betalingsaftalen

Hvordan betaling skal ske er som regel bestemt i entrepriseaftalen. Som oftest benyttes en af følgende muligheder. Betaling for udført arbejde den seneste måned, betaling af en vis procentdel af entreprisesummen, når en bestemt bygningsdel står færdig i henhold til en betalingsplan, eller betaling når entreprisen er færdiggjort og afleveret til bygherren. En betalingsplan forudsætter, at der er aftalt fast pris.

Det er op til bygherre og entreprenør i forbindelse med aftalens indgåelse, at få aftalt hvorledes betaling skal ske. Bliver der ikke indgået nogen aftale, kan entreprenøren som udgangspunkt forlange betaling for udført arbejde én gang om måneden. Ligeledes kan udlæg for materialer kræves betalt løbende.

For entreprenøren handler det om at undgå, at bygherren ikke kan betale, når regningen fremsendes. Derfor er entreprenøren interesseret i, at fakturere ofte.

Ideelt set vil en betalingsplan være mest fordelagtig for entreprenøren, idet betalingsplanen oftest indrettes således, at entreprenøren får en forholdsvis stor andel af betalingen tidlig, således at bygherren reelt er foran med betalingerne.

Denne model er derimod ikke nødvendigvis i bygherrens interesse. Bygherren vil jo på den anden side helst holde så mange penge som muligt tilbage – og ideelt set først betale, når entreprisen er færdiggjort. Betales der i henhold til en betalingsplan, og går entreprenøren under byggeriet konkurs, så er de penge, som bygherren har indbetalt for meget gået tabt, og bygherren skal finde en ny entreprenør, som vil færdiggøre byggeriet. Færdiggørelsen vil som regel medføre øgede omkostninger, og bygherren vil dermed lide et tab.

Målet er derfor at finde en balance. En afbalanceret betalingsplan hvor man nogenlunde præcist betaler i henhold til værdien af det udførte arbejde, vil være det mest rimelige, idet bygherren kan konstatere, at han har fået en værdi svarende til betalingen, ligesom entreprenøren ikke risikerer at aflevere et færdigt byggeri, for så at opdage at bygherren ikke kan betale.

Bankgaranti

Som yderligere sikkerhed kan en afbalanceret betalingsplan suppleres med bankgarantier fra henholdsvis bygherrens og entreprenørens banker.

Ved gensidigt at stille bankgaranti for, at man som bygherre eller entreprenør kan opfylde sin aftale, så har parterne en sikkerhed, såfremt det senere viser sig, at den ene part ikke formår at opfylde sin del af aftalen. Med bankgarantien i hånden har bygherren mulighed for at få færdiggjort byggeriet i tilfælde af f.eks. entreprenørens konkurs, uden at det medfører ekstraomkostninger, mens entreprenøren er sikret betaling for udført arbejde, selvom bygherren skulle gå konkurs.

Der er en udgift ved at stille bankgaranti, idet banken selvfølgelig skal have betaling for sit arbejde. Men udgiften er det værd, da sikkerheden ved at indgå entrepriseaftalen bliver så meget større. Desuden bør man som bygherre eller entreprenør være yderst påpasselig med at indgå en aftale, såfremt det viser sig, at banken afviser at stille en garanti for den anden parts forpligtelser.

Godt nyt til campingfolket

De fleste campister kender til Tempo 100-godkendelsen, der giver indehaveren lov til at køre 100 km/t med campingvogn på tyske motor- og trafikveje.

Snart bliver Tempo 100 også en realitet i Danmark, når hastighedsgrænsen for bl.a. campingvogne bliver ændret fra 80 km/t til 100 km/t.

Det sker efter at Folketinget den 12. april 2016 vedtog en ændring af færdselsloven, der træder i kraft den 1. juli 2016.

Herefter kan indehaverne af køretøjer, der er registreret til Tempo 100-kørsel med god samvittighed træde lidt ekstra på speederen.

For at blive registreret til Tempo 100-kørsel skal køretøjet opfylde en række tekniske betingelser, der f.eks. vedrører køretøjets udstyr.

Ændringen i færdselsloven kommer samtidig til at betyde, at man også med en registreret trailer kan sætte hastigheden op til 100 km/t.

Får min far klip i kørekortet, når jeg har kørt for stærkt i hans bil?

Spørgsmål:

Jeg er er blevet taget i en fartkontrol i min fars bil.. Han har sagt at han ikke kan se hvem der har kørt bilen da det er et dårligt billeder hvor solskærmen dækker ned til øjnene.. har det nogen konsekvenser for han kørekort?

Svar:

Hvis hastighedsoverskridelsen er under 30 % af, hvad det er tilladt at køre på det pågældende sted, så siger reglerne, at det er din far, der skal betale bøden til politiet. Han må så bagefter bede dig betale ham.

Ved en hastighedsoverskridelse under 30 % får man ikke klip i kørekortet. Det har således ingen konsekvenser for din fars kørekort, at du har kørt for stærkt i hans bil.

Fejlagtige priser i netbutik

For nylig kom webshoppen Dustin.dk i vælten, da de i forbindelse med slagtilbud på nettet kom til at sætte priserne væsentligt længere ned end planlagt. Således kunne en del forbrugere købe elektronik til kun 10 % af den sædvanlige salgspris, men Dustin.dk nægtede at opfylde ordrerne.

Det store spørgsmål er her: Hvem har ret? Har kunden krav på at få varen til den pris, som man rent faktisk har købt den til, eller har forretningen ret til at annullere ordren?

Udgangspunktet i dansk aftaleret og køberet er, at butikken er bundet af den pris, som den har tilbudt varen til. Har butikken således skrevet en forkert pris på prisskiltet, så kan kunden støtte ret på den forkerte pris.

Men ingen regel uden undtagelse. For kunden kan kun støtte ret på handlen, hvis kunden var i god tro om, at der var tale om en reel tilbudspris, og ikke en menneskelig fejl. Er det således åbenlyst, at der er tale om en fejl, så har butikken ret til at annullere ordren.

Praksis fra Forbrugerklagenævnet viser, hvilke forhold man lægger vægt på, når man skal bedømme, om forbrugeren har været i god tro eller ej:

  • Hvilken var er der tale om, herunder om det er en vare, som man sædvanligvis kender prisen på
  • Hvilket kendskab en almindelig forbruger må forventes at have om prisniveauet på den pågældende vare
  • Hvor stor forskellen er mellem den fejlagtige pris, og den pris som butikken har oplyst er den rigtige pris (jo større forskel, jo større er sandsynligheden for, at forbrugeren har været i ond tro).
  • Hvor mange eksemplarer af varen, som forbrugeren har købt.
  • Om der på hjemmesiden eller på anden vis har været annonceret med rabatter, slagtilbud, kampagner eller lignende.

Kilde: Forbrugerklagenævnet

Da Dustin.dk opdagede fejlen annullerede de samtlige ordrer, men dette er ikke den korrekte fremgangsmåde. Det er for butikken nødvendigt at vurdere hvert enkelt køb for sig. I tilfælde hvor forbrugeren har fået 90% rabat på en vare, er det oplagt, at kunden formentlig har været i ond tro, men i tilfælde hvor kunden f.eks. har fået f.eks. 30% rabat er situationen ikke helt så sikker. Her vil det være nødvendigt at foretage en nærmere vurdering, hvor de øvrige elementer beskrevet ovenfor også vil skulle tages i betragtning.

Har man købt en vare i et tilfælde, hvor butikken har afvist købet med henvisning til, at prisen var forkert, så skal man i første omgang klage til butikken og fastholde købet. Afviser butikken fortsat kan man i de fleste tilfælde få sagen prøvet i Forbrugerklagenævnet, når blot prisen for varen er over 1.000 kr. (for tøj og sko 650 kr.).

Dødsbobehandling

 

Kurt kom forbi kontoret i sidste uge.

Han kunne ikke forstå, hvorfor han skulle betale skat af den fortjeneste, som han havde fået ved at sælge den ejendom, han havde arvet efter sine forældre sidste år.

Det så ellers nemt ud. I skifteretten havde han fået udleveret 2 skemaer, en åbningsstatus og en boopgørelse, ganske logisk og let at udfylde. Som sagt så gjort. Kurt udfyldte selv alle papirerne og ordnede hvad der ellers var af praktiske ting i forbindelse med det privatskiftede bo.

Ejendommen var af det offentlige vurderet til 1.000.000 kr., men fra dagspressen vidste Kurt, at man i familieforhold måtte sætte værdien 15% lavere, så han satte værdien til 850.000 kr., og sparede 15% i boafgift af 150.000 kr. (22.500 kr.) – og det var da også en slags penge.

Åbningsstatus og boopgørelse blev uden problemer godkendt af SKAT og skifteretten.

Kurt havde ikke tænkt sig at flytte til barndomshjemmet, så han satte ejendommen til salg hos den lokale ejendomsmægler, der vurderede handelsprisen til at være 1.775.000 kr., og efter forbløffende kort tid – og et mindre afslag – blev ejendommen solgt for 1.750.000 kr. Salgsomkostningerne udgjorde 100.000 kr., altså en fortjeneste på 800.000 kr. i forhold til den pris Kurt havde betalt for ejendommen til boet.

Havde Kurt selv beboet ejendommen havde fortjenesten været skattefri. Det kræves ikke, at man har beboet ejendommen et bestemt tidsrum. Men, der skal være tale om reel beboelse.

Kurt fik en brat opvågning, da han senere modtog sin årsopgørelse – han skulle betale skat af sin fortjeneste, i alt ca. 430.000 kr.

Jeg kunne kun fortælle Kurt, at han skulle have ladet boet sælge ejendommen. Fortjenesten på de 800.000 kr. ville ikke blive beskattet i boet (netto-aktivmassen var under 2.641.900 kr. i 2014), men han skulle betale en boafgift på 15% (120.000 kr.), – hvilket dog var en besparelse på 310.000 kr.

Der er bare ærgerligt! Jeg kan kun opfordre andre til, at søge professionel rådgivning i tilsvarende situationer, – og inden man disponerer.

 

Alle vores advokater arbejder med dødsbobehandling. Advokat Lars Meilvang er endvidere beskikket bobestyrer ved Retten i Randers.

Må vi ikke længere have hund?

Spørgsmål:

Man har i vores boligforening besluttet, at beboerne ikke længere må have såkaldte kamphunde, og man har lavet en liste, som beskriver hvilke racer det drejer sig om. På listen er blandt andet rottweiler, som vi i dag har to af. Hundene gør ingen fortræd.

Kan boligforeningen godt træffe sådan en beslutning hen over hovedet på os?

Svar:

Uanset hvad der er aftalt i lejeaftalen, kan det fremgå af husordenen, at der ikke må holdes hund eller andre kæledyr i et lejemål. I almene boligforeninger er det beboerne selv, der fastsætter husordenen.

I og med at det er tilladt i husordenen helt at forbyde lejerne at holde kæledyr, er det også tilladt at bestemme, at der er visse kæledyr, som lejerne ikke må holde, såsom bestemte hunderacer.

Bestemmelserne i husordenen har alene betydning for fremtiden. De hunde som I allerede har fået lovligt, kan ikke kræves fjernet. I vil til gengæld ikke være berettiget til at få nye rottweilere, når jeres nuværende hunde dør.

Et forbud mod at holde kæledyr medfører ikke nødvendigvis et forbud mod at få besøg af et kæledyr. En lejer må som udgangspunkt godt få besøg af personer, som har deres kæledyr med i lejemålet. Førerhunde må lejer altid have, uanset eventuelle forbud, da en førerhund anses for et hjælpemiddel.

Ligestilling i frisørsalonen

I 2013 traf Ligestillingsnævnet afgørelse om, at det var kønsdiskriminerende, at frisørsalonen fastsatte forskellige priser for henholdsvis herreklip og dameklip. Østre Landsret har nu tilsidesat Ligestillingsnævnets afgørelse.

Sagen startede, da en ung korthåret kvinde rejste en klage ved Ligestillingsnævnet over, at hun skulle betale mere for en klipning end mænd skulle. Ligestillingsnævnet gav hende medhold i, at der var tale om kønsdiskrimination. Sidenhen har Ligestillingsnævnet truffet en række lignende afgørelser.

Sagen blev efterfølgende af frisørsalonerne indbragt for Østre Landsret, som i en dom fra den 10. november 2014 har givet frisørerne medhold i, at de godt må have forskellige priser for henholdsvis herreklip og dameklip. Østre Landsret begrunder afgørelsen med, at herreklip og dameklip er to forskellige ydelser, hvor dameklip bl.a. tager længere tid end herreklip, og at forskellen berettiger til, at der også er forskel på prisen. Det er således ikke i sig selv nok til at tale om diskrimination, at der er en prisforskel.

At den ene ydelse kaldes herreklip og den anden dameklip er heller ikke i sig selv diskriminerende. Kvinder kan sagtens gå ind i frisørsalonen og bede om en herreklip. Det kan derimod efter omstændighederne være diskriminerende, hvis frisøren afviser at give kvinden en herreklip, ligesom det kan være diskriminerende, hvis en mand kan få en teknisk kompliceret klipning til den lavere pris, selv om klipningen i øvrigt i sværhedsgrad og tidsforbrug svarer til en dameklipning.

Landsretten bemærker desuden, at der alene er tale om vejledende priser. Det er således en del af argumentationen, at det er muligt at forhandle om prisen for en klipning, således at kvinder kan forhandle sig frem til en pris svarende til en herreklipning.

Ligestillingsnævnets afgørelse satte gang i en større debat indenfor frisørfaget om, hvordan man skulle forholde sig til afgørelsen. Med dommen fra Østre Landsret kan frisørerne igen slappe af og fortsætte den praksis som hidtil har været benyttet. Det vigtigste er dog altid, om prisforskellen skyldes reelle forskelle i det produkt man køber, eller om forskellen alene kan henføres til, at det er henholdsvis mænd eller kvinder der køber det pågældende produkt eller ydelse. I sidstnævnte tilfælde er der stor sandsynlighed for, at der vil være tale om ulovlig diskrimination.

Hele dommen kan læses her: 

 

Smidt ud på grund af strejfende kat

Jeg blev forleden dag ringet op af en mand, som netop havde modtaget et brev fra sin udlejer om, at hans lejemål var blevet ophævet, fordi han mod reglerne havde kat.

Problemstillingen var imidlertid lidt mere kompliceret end bare det. Der var for det første tale om en strejfende kat, som lejer godt nok indimellem havde givet noget mad, hvilket strengt taget kan være forkert, hvis det fører til, at katten får en fast tilknytning til den pågældende lejer.

Udlejer havde, som han skal, sendt lejer et påkrav om, at lejer straks skulle skille sig af med katten. Lejer sørgede derfor for, at finde en familie som ville have katten. Det skete om onsdagen. Fredag modtog lejer så et brev fra udlejer med en ophævelse af lejeaftalen, og såfremt ophævelsen ikke var god nok havde udlejer for en sikkerheds skyld valgt også at opsige lejeaftalen med 3 måneders varsel på grund af ulovligt dyrehold. Dette er den korrekte fremgangsmåde.

Der var bare ét problem. Lejelovens § 94, stk. 3 siger, at man ikke kan ophæve en lejeaftale, hvis lejer har rettet op på problemet, inden ophævelsen når frem til lejer. Det afgørende er altså, om lejer stadig misligholder lejeaftalen på præcist det tidspunkt, hvor ophævelsen bliver afleveret af posten. I sager om manglende betaling af husleje er der f.eks. eksempler på, at en lejer som har betalt den skyldige husleje så lidt som en halv time efter, at ophævelsen er kommet frem, alligevel er blevet smidt ud. I den konkrete sag havde lejeren skaffet sig af med katten to dage før, at brevet kom frem, og derfor kunne jeg fortælle lejeren, at udlejers ophævelse og opsigelse i hans tilfælde ikke er gyldig. Jeg opfordrede ham dog til uanset dette at sende en skriftlig indsigelse til udlejer, hvori han forklarede sagens rette sammenhæng.

Om udlejer alligevel vil gå videre med sagen og forsøge at få lejer sat ud må tiden vise, men som historien her blev forklaret, så er jeg ikke i tvivl om, at lejer vil kunne blive boende.

Skal kæresten godkende salg af huset?

I mange forhold er det kun den ene af kæresterne, der står som ejer af hus eller lejlighed, mens de i øvrigt deler udgifterne imellem sig – men betyder det så at den kæreste, der ikke står på skødet, kan modsætte sig at den anden sælger huset?

Svaret er nej ved ugifte samlevende, men ved ægtefæller forholder det sig anderledes.

Ugifte samlevende har ikke fællesøkonomi, en kæreste bliver ikke medejer af huset, blot fordi vedkommende deltager i de løbende udgifter til huset. Der er derfor ikke noget, der forhindrer ejeren i at sælge huset, hvis han/hun skulle have lyst til det.

Retspraksis tillader dog i sjældne tilfælde, at en samlever kan få et kompensationskrav ved salg, hvis vedkommende med sine bidrag til huset har medvirket til, at det er steget væsentligt i værdi i den tid, hvor parret har boet der sammen. Et sådan kompensationskrav udgør dog aldrig mere end ca. 10-30 % af værdistigningen, og i de fleste sager har kæresten slet ikke krav på kompensation.

For ægtefæller er situationen dog en anden. Der står i retsvirkningslovens § 18, at hvis man er gift, og familiens bopæl tilhører den ene som fælleseje, så må vedkommende ikke sælge huset uden ægtefællens samtykke. Er huset derimod vedkommendes særeje, må han/hun godt sælge det uden ægtefællens samtykke.

Den samme regel gælder i øvrigt for lejeboliger, hvor den ægtefælle der står på lejekontrakten ikke må opsige lejeaftalen uden ægtefællens samtykke.

Har en ægtefælle solgt det hus, som familien bor i, kan den anden ægtefælle få handlen omstødt, hvis køber indså eller burde indse, at sælgeren ikke kunne sælge huset uden sin ægtefælles accept.

 

Boafgift

Ved dødsfald skal der betales boafgift af den arv, som udbetales til arvingerne.

Ægtefællen skal ikke betale boafgift af arv.

Nærtbeslægtede arvinger (børn, børnebørn, forældre, ugifte samlevende, osv.) skal betale 15 % i boafgift, mens ikke-nærtbeslægtede skal betale i alt 36,25 % i boafgift.

Der er dog i et bundfradrag, således at der ikke betales boafgift af de første 272.900 kr. (2015-tal).

Er man ugifte samlevende, og vil man undgå at den overlevende skal betale boafgift, kan man undgå dette ved at blive gift.

Jeg købte hus af en dement…

Som advokat stifter man bekendtskab med mange sider af tilværelsen. Her følger en historie fra en retssag, som jeg havde for nogle år siden.

Baggrundhus

En ungkarl der havde boet hele sit liv på en landejendom i Midtjylland var nu kommet på plejehjem i en alder af nogen og 80 år. Han var aldrig blevet gift og havde ingen børn.

Han havde nogle nevøer og niecer, som han dog ikke så ret meget til, og så havde han haft en husbestyrerinde. Husbestyrerindens datter havde altid betragtet ungkarlen som sin far, og på samme vis havde hendes søn igen altid kaldt ham bedstefar.

I hans testamente stod der, at husbestyrerinden skulle arve alt ved hans død, og hvis hun var død, skulle én af hans niecer arve alt.

Som tingene nu går, så dør husbestyrerinden først, og efter at manden er kommet på plejehjem, så bliver der strikket en købsaftale sammen, hvorefter husbestyrerindens barnebarn køber landejendommen til en pris, som parterne aftaler. Der deltager hverken advokat eller ejendomsmægler i forbindelse med handlen.

”Barnebarnet” flytter derefter ind og renoverer ejendommen fra kælder til kvist.

Retssagen

Nogen tid senere dør ungkarlen, og niecen der arver, gør gældende, at ungkarlen var dement på tidspunktet, hvor købsaftalen blev underskrevet, og derfor slet ikke kunne indgå aftalen, og niecen kræver derfor, at handlen går tilbage.

Ejendommen bliver herefter vurderet af en uvildig ejendomsmægler, som kommer frem til at, ejendommen reelt burde have kostet yderligere 550.000 kr. Under retssagen forklarer en sygeplejerske fra plejehjemmet, hvilket også støttes af ungkarlens patientjournal, at ungkarlen var dement i en sådan grad, at han ikke altid vidste, hvad han gjorde. ”Barnebarnet” forklarede dog i retten, at han aldrig havde oplevet, at ungkarlen ikke vidste, hvad der foregik og ikke kendte til, hvad der stod i patientjournalen.

På baggrund af patientjournalen og sygeplejerskens forklaring kom retten frem til, at handlen som udgangspunkt skulle gå tilbage, men da ”barnebarnet” havde foretaget så mange forbedringer på huset, at det reelt ikke kunne tilbageleveres i samme stand, som det blev overtaget, så blev resultatet, at ”barnebarnet” skulle betale 500.000 kr. til arvingen.

Hvad sagen kan lære os

Og hvad kan vi så lære af denne sag, og hvordan kunne den være undgået?

For det første kunne sagen have været undgået, hvis man inden købet havde fået en uvildig ejendomsmægler til at vurdere ejendommen, så der ikke kunne gøres indsigelser mod prisen. Det vil dog ikke have forhindret arvingen i at gøre gældende, at ungkarlen slet ikke kunne indgå en aftale pga. demens, men arvingen ville næppe have gjort indsigelser, hvis prisen fra starten havde været rigtig.

For det andet, og for at undgå indsigelserne vedrørende demens, kunne man have fået en værge på, som kunne have handlet på ungkarlens vegne i forbindelse med handlen. Værgen kunne have sikret, at ungkarlens interesser blev ordentligt varetaget, herunder at pris og vilkår for handlen var forsvarlige.

Man kan ikke altid vide, om den person man vil indgå en aftale med er dement, men har man en mistanke om det, bør man være meget varsom, da en sådan aftale kan tilsidesættes, særligt hvis den kan anses for at være til ugunst for den demente.

 

Energimærke i lejebolig

Lejer har krav på at få udleveret gyldigt energimærke for lejemålet, inden lejer flytter ind. Er der íkke udarbejdet et energimærke, kan lejer få et udarbejdet for udlejers regning.

Formålet med energimærket er, at lejer allerede inden man flytter ind, kan få et overblik over de forventede udgifter til varme, således at lejer kan lægge et realistisk budget for omkostningerne ved at bebo lejemålet.

Reglerne gælder ikke for sommerhusudlejning, ligesom de heller ikke gælder ved tidsbegrænset udlejning i max. 4 uger.

Hvorfor alle bør have et testamente

Vi får næsten dagligt henvendelser her på advokatkontoret fra folk med spørgsmål om arv og testamente. En del af henvendelserne er fra ugifte samlevende med mindreårige børn, fælles hus – men intet testamente. Vi har som regel kun ét svar til klienter der i dette tilfælde ikke har oprettet et testamente – ”I er rablende vanvittige!” – Lad mig forklare hvorfor.

Arveloven

Når man dør træder arveloven i kraft. Loven bestemmer, hvordan afdødes ejendele skal fordeles. Er man gift får ægtefællen ¼, og børnene deler ¼. Den sidste halvdel kan man frit råde over ved testamente. Har man ikke lavet testamente, arver ægtefællen ½, og børnene deler den anden ½.

Er man ikke gift, arver børnene det hele, hvis man ikke har lavet testamente. Loven tager altså ikke hensyn til ugifte samlevende, uanset hvor mange år man har boet sammen. Samlevere arver ikkehinanden, medmindre der er lavet et testamente.

Det klassiske eksempel som altid er værd at fremhæve her, og som desværre sker med jævne mellemrum er det, at manden i ovennævnte forhold dør, og deres lille pige på 4 år arver faderen. Pigen arver altså halvdelen af det hus, som familien har boet i samt alle kontantbeløb, der har tilhørt faderen, herunder halvdelen af kontanter på fælleskonti. Pigen må ikke eje et halvt hus, da arven indtil pigen bliver 18 år skal deponeres kontant i et forvaltningsinstitut. Det betyder, at moderen må købe pigen ud af huset, eller også må huset sælges og familien flytte. Samtidig er der risiko for, at familien vil være hårdt trængt økonomisk under pigens opvækst, samtidig med at pigen har en ventende arv på måske en halv million, som venter på hende den dag hun fylder 18 år. Alt sammen fordi parret ikke fik lavet testamente i tide.

Forestiller man sig, at det samme par ikke havde børn, og manden døde, så ville det være mandens forældre, der arvede halvdelen af huset. Her vil der ikke være krav om at sælge huset, men det er heller ikke alle, der kan eje hus sammen med sine ex-svigerforældre. Her vil situationen også oftest være den, at kvinden enten må købe arvingerne ud af huset, eller at huset må sælges.

Alle de her problemer kan undgås helt simpelt, hvis parret havde fået lavet et testamente. Rent faktisk bør alle par og alle forældre lave et testamente, da det vil være en kolossal hjælp for både de overlevende og arvingerne, at der er et testamente, som stiller de overlevende bedre, end hvad arveloven giver mulighed for. Et testamente kan som oftest udfærdiges og tinglyses for under 5.000 kr. inklusiv moms.

Køb af hus med lejer

Kan man ikke få solgt sit enfamilieshus kan det være attraktivt at sætte det til salg, indtil et salg kan gennemføres. Men særligt for køber er der en række overvejelser man skal gøre sig, inden man kaster sig ud i at købe en ejendom, hvor der i forvejen bor en lejer.

Lejekontrakterne er sædvanligvis udformet som tidsbegrænsede lejeaftaler samt ofte med en klausul om, at lejer skal fraflytte, såfremt ejendommen bliver solgt.

Det er muligt i lejekontrakten at aftale, at en lejeaftale skal være tidsbegrænset. Det kræver dog, at udlejer kan sandsynliggøre, at tidsbegrænsningen er rimelig og begrundet i udlejers forhold. At udlejer har tænkt sig at sælge ejendommen, når lejeaftalen udløber, kan være en rimelig grund, men er det ikke nødvendigvis.

En tidsbegrænset lejeaftale ophører uden opsigelse, når aftalen udløber. Lejer har pligt til at fraflytte lejemålet, når aftalen udløber. Der er dog den undtagelse, at såfremt lejer med udlejers viden alligevel bliver boende i lejligheden i mere end 1 måned efter aftalens udløb, og uden at udlejer har opfordret lejer til at flytte, så fortsætter lejekontrakten, som om den ikke var tidsbegrænset. I så fald vil det blive meget sværere at opsige lejer. Det kan derfor være en god ide, at sende lejer et brev et par måneder før lejeaftalen udløber, hvori De gør opmærksom på, at lejeaftalen snart ophører.

En klausul om at lejer skal fraflytte ejendommen i tilfælde af, at ejendommen bliver solgt er derimod ugyldig, og lejer kan vælge at se bort fra den. Udlejer kan kun opsige lejeaftalen, når tidsbegrænsningen udløber, eller såfremt ét af de vilkår som oplistes i lejeloven er opfyldt. Vil udlejer af med en lejer, fordi han har solgt ejendommen, så kan udlejer blive nødt til at betale lejer for at flytte.

Ved salg af en ejendom, hvor der bor en eller flere lejere, så overtager køber rollen som udlejer fra overtagelsesdagen. Lejer har lejet lejligheden og kan som udgangspunkt være ligeglad med, hvem der er ejer af lejligheden. Lejeaftalen fortsætter på uændrede vilkår. Lejer skal selvfølgelig have besked om ejerskiftet, og at huslejen for fremtiden skal indbetales til den nye ejer. De rettigheder som lejer havde overfor sælger, har lejer også overfor køber. Køber må derfor finde sig i de vilkår, der fremgår af lejekontrakten, uanset om køber har været bekendt med disse, herunder pligten til at tilbagebetale lejers depositum ved fraflytningen.

Som køber skal man endvidere være opmærksom på, at udlejning af ejendomme, også selv om det kun er et enkelt værelse, er at anse for erhvervsmæssig, og udlejer anses pr. definition for at være den stærke part. At være udlejer indebærer en lang række pligter, som man som køber aktivt bør gøre op med, om man vil varetage med de risici det indebærer.

Vedrørende fremvisning af lejligheden er udgangspunktet, at udlejer kun har adgang til lejligheden, hvis forholdene kræver det.

En lovlig grund til at udlejer kan skaffe sig adgang til lejligheden kan f.eks. være i forbindelse med et salg af lejligheden.

I forbindelse med at udlejer ønsker adgang til lejligheden, er det vigtigt, at der tages rimelige hensyn til lejer. Der kan i den forbindelse tages udgangspunkt i reglerne om fremvisning af lejligheden, når lejligheden skal genudlejes. Ifølge disse regler er det lejer, der bestemmer tidspunktet for fremvisning, men det skal dog minimum være 2 timer hver anden hverdag på et bekvemt tidspunkt. Udlejer kan således ikke kræve, at lejer skal give adgang til lejligheden, mens lejer er på arbejde eller i løbet af weekenden. Lejer kan desuden forlange, at få besked om, hvornår lejligheden skal fremvises, i så god tid at lejer kan indrette sig herefter.

Som udgangspunkt er der ingen begrænsning i, hvor mange gange man må fremvise lejligheden i forbindelse med et salg. En analogi af reglerne for fremvisning ved genudlejning må dog medføre, at der er en overgrænse på én fremvisning hver anden hverdag – og formentlig færre eftersom det ikke er lejer, der har taget initiativet til, at ejendommen skal sælges.

Hvis lejer nægter at give adgang til fremvisning af lejligheden, kan udlejer skaffe sig adgang til lejligheden med fogedens hjælp. Desuden kan udlejer vælge at ophæve lejeaftalen, fordi lejer i så fald har misligholdt lejeaftalen.

Det er uden betydning, om udlejer selv fremviser lejligheden eller får en mægler til det. Lejer kan dog kræve, at enten udlejer eller mægleren er til stede under fremvisningen, såfremt lejer ikke er tilstede i lejligheden og selv kan/vil forestå fremvisningen.

I standardkøbsaftaler på privatboliger står der, at ejendommen sælges fri af lejemål. Sælger garanterer altså, at der ikke bor nogen til leje i ejendommen.

Bor der en lejer i ejendommen, er det meget væsentligt for sælger at oplyse om det for at undgå erstatningsansvar eller at køber ophæver handlen. Tilsvarende er det meget væsentligt for køber at vide, at der bor en lejer, da det i væsentligt omfang kan begrænse købers brug af ejendommen.

Har lejer lejet et enkelt værelse i et en-families hus, hvor sælger selv bor, så kan både sælger og køber opsige lejeaftalen med én måneds varsel. Disse lejeaftaler volder således sjældent problemer. Dog bør køber stille det krav, at sælger skal garantere, at lejer er ude af huset, inden overtagelsesdagen. Eventuelle omkostninger forbundet med udsættelse af lejer kan køber herefter kræve erstattet hos sælger.

Har lejer derimod lejet hele ejendommen, så er situationen en helt anden. I et sådant tilfælde kan lejer kun opsiges med ét års varsel, og kun såfremt køber selv ønsker at benytte ejendommen – hvilket køber sædvanligvis vil.

Køber risikerer dermed, at der kan gå et helt år, inden han kan flytte ind i sin nye ejendom.

Har køber uden at burde vide det købt en ejendom med en lejer, så foreligger der en mangel ved ejendommen, og køber har derfor mulighed for at gøre mangelsbeføjelser gældende overfor sælger.

Sælger kan ikke frigøre sig fra sit ansvar i denne forbindelse ved at betale halvdelen af en ejerskifteforsikring. Ejerskifteforsikringen dækker ikke denne type mangler.

Sælger kan dog afhjælpe manglen ved at betale lejer for at fraflytte straks.

Den første mulighed køber har overfor sælger er, at køber hæver købet, og handlen går tilbage. Dette kan køber kræve, såfremt der er tale om en væsentlig mangel. Det vil det sædvanligvis være, når køber har planlagt at overtage ejendommen straks til brug som egen bolig.

Købers anden mulighed er, at kræve erstatning af sælger for det tab, som lejeaftalen medfører. Købers tab vil være de øgede udgifter, der vil være ved, at køber skal finde et andet sted at bo, indtil lejer er fraflyttet. Fra tabet skal fratrækkes den løbende lejeindtægt, som køber vil få fra lejer. For en køber som ønsker at overtage ejendommen til eget brug, vil en erstatning kun undtagelsesvist være en tilfredsstillende løsning.

Har man ikke tidligere beskæftiget sig med udlejning, og har man ingen planer om at gøre det her og nu, så er rådet simpelt. Lad være med at købe en ejendom, hvor der bor lejere. Som køber må man i stedet kræve, at lejerne er fraflyttet ejendommen, allerede inden købsaftalen er endelig. Man kan således godt skrive under på købsaftalen med sædvanligt advokatforbehold, men samtidig med det forbehold at lejer skal være fysisk fraflyttet ejendommen senest en bestemt dato, for at aftalen kan anses for indgået.

Udlejning gennem AirBnB

Det er på det seneste blevet meget populært at udleje (dele af) sin bolig via hjemmesiden Airbnb. Der kan være tale om udlejning af hele boligen, eller udlejning af et eller flere værelser.

Det er imidlertid ikke helt problemfrit at udleje via Airbnb i Danmark.

En-familieshus

Ejer du et en-familieshus som du vil udleje helt eller delvist, så er der formentlig ingen hindringer i vejen for det.

Ejerlejlighed

Vil du helt eller delvist udleje din ejerlejlighed, så står det dig som udgangspunkt frit for. Men mange ejerforeninger har i deres vedtægter begrænset ejernes ret til at udleje deres lejligheder, så du skal sikre dig, at det er tilladt i din ejerforening, eller også skal du evt. indhente tilladelse fra ejerforeningens bestyrelse, før du begynder at udleje.

Andelsbolig

Ejer du en andelsbolig, så gælder der de samme regler som for ejerlejligheder. Det er som udgangspunkt tilladt at fremleje andelsboligen delvist, men for de fleste andelsboligforeninger gælder der begrænsninger i andelshavernes ret til at fremleje. Du bør derfor se vedtægterne igennem og evt. indhente tilladelse fra bestyrelsen, inden du begynder at udleje.

Privat lejebolig

Bor du til leje i en privat lejebolig, så er det langt fra sikkert, at du må fremleje lejemålet helt eller delvist. Du vil altid have ret til at fremleje et enkelt værelse, men udlejer har krav på at blive gjort bekendt med hvem du udlejer til, og til at få en kopi af lejekontrakten. Du bør derfor få lavet en aftale med din udlejer, inden du begynder at udleje. Fremlejer du uden udlejers tilladelse, risikerer du, at udlejer ophæver lejeaftalen.

Almen lejebolig

For almene lejeboliger gælder overordnet samme regler som for de private lejeboliger, dog må huslejen ved fremleje ikke overstige din egen leje. Du skal altså have en aftale i stand med boligforeningen, inden du begynder at fremleje.

Forestiller man sig, at du betaler 4.800 kr. pr. måned for en 2-værelses lejlighed, og du vil udleje det ene værelse via Airbnb, så må du i almene lejeboliger højest opkræve 80 kr. pr. nat i leje for værelset (4.800 divideret med 2 divideret med 30).